Emilia får børn til at vokse
”Jeg er frivillig i 1. Sundby, fordi jeg er født ind i denne spejdergruppe – mine forældre har været spejdere, og mine bedsteforældre var frivillige hjælpere hernede, så det ligger i mit DNA at være spejder. Jeg har altid været spejder her, så det lå naturligt i mig at blive leder, da jeg blev 16.
Jeg er juniorleder for spejdere i alderen 10-11, og jeg er bestyrelsesmedlem. Jeg planlægger møder og ture og deltager på ugentlige møder og weekendture cirka en gang hver anden måned.
Spejder er et vidt begreb – der er selvfølgelig de klassiske spejderfærdigheder, hvor vi blandt andet lærer børnene, hvordan man bruger en økse, hvordan man starter et bål og hvordan man binder knob.
Spejder er også selvudvikling, for vi har rigtigt meget fokus på, hvordan børnene udvikler sig som unge, selvstændige mennesker, de har medbestemmelse, og de har lov til at planlægge rigtigt meget selv, og på den måde giver vi dem et rum, de også kan være i.
Det motiverer mig, at se alle de oplevelser, jeg giver børnene, og hvor meget de vokser og blomstrer af at være spejdere hernede.
Jeg føler, jeg gør en forskel for mange af de børn, der er i vores spejdergruppe. Der er nogen, som har det svært i deres skole, og hvor spejder er et frirum, hvor der er plads til alle, og jeg er med til at sætte rammerne for, at alle kan være her”.
BLIV FRIVILLIG I 1. SUNDBY
Du kan læse mere om at blive frivillig i 1. Sundby her
MØD 1. SUNDBY
Frivillig Fredag-kampagnen er udarbejdet af Frivilligcenter Amager og støttet af Amager Vest Lokaludvalg.