Sebastian hjælper danskere til digital balance
”Jeg er frivillig i Foreningen Digital Balance (FDB), fordi jeg netop gerne vil bidrage til, at vi får et mere balanceret forhold til den digitale verden.
Jeg er selv gamer og arbejder med virtual reality i mit professionelle virke, så jeg er på ingen måde anti-teknologi. Tværtimod! Jeg er kæmpe fan af alle de fede ting, som digitaliseringen har bragt med sig.
Men ligesom mange andre danskere, ser jeg også de mange negative konsekvenser, det har medført, især for de yngre generationer, der har fået algoritmerne ind med modermælken.
Jeg har selv to drenge, og jeg vil gerne gøre mit for, at de skal vokse op i en kultur, der stadig værner om de fysiske og analoge fællesskaber, og hvor det digitale primært kan stå som et supplement hertil - og ikke som den eneste mulighed.
Jeg er næstforperson i foreningen og har meget varierede opgaver. Alt fra facilitering af interne møder, opslag til sociale medier, udarbejdelsen af ansøgninger til forskningsundersøgelser og meget mere.
Jeg bidrager også til vores Åben Rådgivning-tilbud, der foregår hver onsdag i Sundholm 8. Vi tilbyder ikke behandling, men rådgivning for alle der føler, at det digitale fylder for meget, hvad end det er i form af et overforbrug eller en reel afhængighed.
Os, der stiftede foreningen, har alle socialpædagogisk baggrund, og vi har selvfølgelig nogle teorier og modeller derfra, som vi anvender i rådgivningen.
Men vores erfaring fortæller os, at det vigtigste ofte blot er, at folk bliver hørt. At blive anerkendt og reelt lyttet til er enormt afgørende, og ofte et vigtigt udgangspunkt for deres positive udvikling. Bare det at møde op er ofte en stor sejr i sig selv, og det får de også at vide.
Frivilligcenter Amager introducerede os for Socialkompas KBH, en portal der samler gratis sociale tilbud i København. Alle, der er kommet forbi os, har fundet os derfra, så vi kan varmt anbefale at oprette en profil derinde”.
Find Foreningen Digital Balance og andre foreninger på kbh.socialkompas.dk