René dømmer fodboldkampe for socialt udsatte
”Jeg er frivillig dommer i OMBOLD, fordi det er en måde at gøre noget godt for mig selv på, efter jeg har været hjemløs og haft et misbrug. OMBOLD er min måde at give noget igen på, og det hjælper mig til at blive ved med at gøre det gode, så jeg bliver ved med at være clean.
Jeg elsker alt ved OMBOLD. Man ved bare, at de andre spillere, frivillige og medarbejdere altid er der, og at de er der for mig, hvis jeg har det svært. Det er ikke bare OMBOLD, det er OMBOLD-familien. I OMBOLD, behøver man ikke nødvendigvis at fortælle, hvordan man har det. Man kan også bare komme og være sig selv.
I OMBOLD er der hjemløselandshold for både herrer og kvinder og vi spiller efter de regler, som de spiller efter til VM i hjemløsefodbold. Derfor varer en OMBOLD-kamp syv minutter, banen er mindre end en almindelig bane og der er fire spillere på hvert hold.
Jeg dømmer gadefodboldkampene, når vi er ude til stævner for socialt udsatte. Det er megahyggeligt til stævnerne og det er givende at være med. OMBOLD sørger for togbilletter og forplejning til os.
Vi plejer at være to dommere på hver bane. Vi aftaler at tage tre kampe hver i træk, så vi også kan nå ud at tisse, ryge eller spise og selvfølgelig også at hilse på nogen af de andre deltagere.
Det går der en hel dag med. Det er også fedt, når jeg kommer hjem, og jeg bare kan smide mig på sofaen, fordi jeg er træt på en god måde.
Jeg har været frivillig i fem-seks år og er kommet i OMBOLD siden 2008 i de perioder, hvor jeg har boet på et opholdssted. Det var den vej, jeg fandt frem til OMBOLD på.
Sekretariatet bruger Socialkompas til at reklamere for vores træningsgange og aktiviteter. De ansatte på herberger og væresteder ser aktiviteterne på Socialkompas og fortæller beboerne og brugerne, hvornår der er træning og andre aktiviteter og opfordrer dem til at deltage. Socialkompas KBH er fedt, fordi det giver et godt overblik over byen, og det er nemt at bruge”.
Find OMBOLD og andre foreninger på kbh.socialkompas.dk