Områdefornyelsen Sønderbro er rykket ind
Den nye områdefornyelse på Amager er flyttet ind i det midterste kontor på førstesalen i Sundholm 8. Vi har snakket med deres leder Niels Frisch Kjølholt om, hvad en områdefornyelse er, og hvordan de vil inddrage beboerne og sammen forbedre området.
”En områdefornyelse er et redskab til at lave en positiv forandring i et kvarter – et afgrænset område – som man vil give et løft hen over en femårig periode”, forklarer Niels.
Områdefornyelsen hører under Teknik- og Miljøforvaltningen – og Områdefornyelsen er et slags ekstra-niveau, der laver en indsats lokalt. Når de laver konkrete fysiske forbedringer, er det fagspecialister fra forvaltningen, der udfører opgaven.
Københavns Kommune har haft områdefornyelser forskellige steder i mere end 25 år – i slutningen af 1990’erne og begyndelsen af nullerne, hed det kvarterløft.
For eksempel var der et kvarterløft i Holmbladsgade og på Prags Boulevard, som var et udsat område for 20-25 år siden. I kvarterløftet tilførte kommunen og staten mange midler til blandt andet at forbedre de fysiske faciliteter – så der for eksempel kom bedre belysning og grønne områder på Prags Boulevard. Man så også, at der manglede kultur- og idrætsfaciliteter og skabte Kvarterhuset med bibliotek og kulturhusfaciliteter og idrætshallen Prismen.
Foreningshuset Sundholm 8 er også opstået i forbindelse med Sundholmskvarterets Områdeløft, som blev afsluttet for cirka 10 år siden.
Forbedrer området ud fra input fra borgerne
Den nye områdefornyelse dækker et område med Hørgården og Sundholm, som er nemmest at se for sig på et kort. Der er afsat fem år til, at Områdefornyelsen sammen med kvarteret og de mennesker, der bor der, kan få defineret udfordringer og potentialer i kvarteret, og hvad de kan gøre for at løfte området og prøve at udfolde nogle af potentialerne.
Det gør Områdefornyelsen både ved at ændre de fysiske forhold, ved at forbedre byrummet, forbindelser, stier og måder at komme igennem kvarteret på. De gør det også ved at understøtte de sociale og kulturelle netværk og tiltag, der allerede er i kvarteret – de prøver at styrke det. Hvis der blandt de lokale beboere er ønsker om at sætte nye ting i gang, så er Områdefornyelsen understøttende for det.
”Vi vil gerne spørge området og lytte til, hvor der kan være behov for et løft. Vi kommer ikke ind med en hel masse svar fra start af. Vi kigger på kvarteret med den faglighed, vi har, og med det blik, vi kan have for byplanlægning, byrum, netværk og fællesskaber. Men vi kommer ikke ind og gør os en forestilling om, at vi kan definere udfordringer eller løsninger – det er skal vi gøre sammen.”, understreger Niels.
Resten af året og i halvåret fra januar og frem vil Områdefornyelsen tage en åben snak med både alle dem, der professionelt arbejder i kvarteret, og som på en eller anden måde har en lokal tilknytning, men i høj grad også med alle beboerne i området og frivillige foreninger, der for eksempel har aktiviteter i Sundholm 8, Maskinhallen og andre lokale steder.
Områdefornyelsen er meget interesseret i at høre borgernes bud på, hvor der er nogle udfordringer, og hvor der er nogle potentialer, som de kan være med til at gå ind og få forløst.
Mød Områdefornyelsen – og bliv en del af den
”Fra slutningen af december kommer vi til at være til stede på gader og stræder og tage en helt uformel snak med mennesker, der kommer forbi. Vi vælger nogle specifikke steder for eksempel ved skolerne og supermarkedet, hvor vi ved, at der er en gennemstrømning af mennesker og på tidspunkter, hvor mange kommer forbi. Så står vi med suppe og tilbyder, at man kan komme med nogle korte inputs”, fortæller Niels.
Helt konkret vil Områdefornyelsen være at finde til gademøder i kvarteret, hvor der vil blive serveret varm suppe mod en snak om kvarterets udfordringer og potentialer. I december kan du møde dem her:
Den 13. december: Blå bane klokken 15-17
Den 14. december: Hørgårdens Nærgenbrugsstation klokken 14-17
Den 18. december: krydset ved Tingvej og Sundholmsvej klokken 15-17
I begyndelsen vil Områdefornyelsen gerne inddrage meget bredt – både digitalt, i byrummet med bystandere og ved at være fysisk til stede.
Længere fremme i processen inviterer Områdefornyelsen interesserede borgere til at bidrage til konkrete projekter og være en aktiv del af projekterne. Det kan både være i styregruppe eller i arbejdsgrupper. Grupperne vil være åbne og løbende kunne optage nye medlemmer – ligesom man kan træde ud, hvis for eksempel ens interesse for projektet dykker, eller man flytter fra området.
Lokal tilknytning med kontor i området
”Vores dør er åben, og man skal endelig komme ind og banke på, og spørge, ’hvad er det, I laver?’ Det er også en del af vores metode, at vi er tilgængelige – vi sidder herude i kvarteret og ikke inde i forvaltningen, fordi vi netop vil være tilgængelige og lokale. Det er en åben invitation til at tage fat i os, hvis man sidder og tænker, at man har en idé, eller et projekt, der hører til i Områdefornyelsen”, siger Niels.
Områdefornyelsen har valgt at få kontorpladser i Sundholm 8, fordi det for dem er en ret enestående mulighed for at sidde et sted med organisationer, som har en lokal tilknytning, og som arbejder med frivillige eller borgere eller demokrati på en eller anden måde. Og som har lyst til og et ønske om at løfte nogle sociale ting.
”Det er enormt godt for os at være tæt på andre aktører, fordi det giver os nogle helt andre relationer, fordi vi er tæt på hinanden i hverdagen, og en helt anden viden om, hvad hinanden laver, som gør, at samarbejdet – forventer jeg og håber jeg – bliver meget nemmere og meget stærkere. Så vi glæder os rigtig meget over at kunne sidde her og glæder os rigtig meget over at kunne deles om alle de faciliteter, der er her”, uddyber Niels.
Han fortæller også, at det er en kæmpe gave og fordel for Områdefornyelsen at træde ind og være til stede i Sundholm 8 og Maskinhallen, hvor så mange foreninger og frivillige allerede er engagerede. Det passer enormt godt til deres metode, at de ikke skal ud og opfinde noget nyt – og at de skal starte med at finde ud af, hvad der er her i forvejen. De går ind med en faglighed og økonomi, som giver området et boost i en periode.
Ydmyghed over for områdets historie
”Vi hedder Områdefornyelsen Sønderbro, fordi det er et gammelt navn, for Amager: København S – København Sønderbro. Der har ligget et hospital her, der hed Sønderbro. Som et kvarter, der måske ikke rigtig har et fælles navn, og som er en del af Amager på grænsen til Islands Brygge og Ørestad, synes vi, at Sønderbro kunne binde området sammen ved, at man trækker nogle spor tilbage til historien og siger, at vi faktisk er et brokvarter. ”, fortæller Niels.
Valget af navn afspejler en historiebevidsthed, og at de altid går ind i et område med respekt. De vil lære området godt at kende, og de har en stor respekt over for de uendeligt mange frivillige timer, der er lagt i lokale projekter. Områdefornyelsen spørger ind til historikken, er nysgerrige og går i dialog med lokale aktører for at forstå, hvad der ligger bag projekter i området.
På den måde løsner de op og får hørt nogle af de idéer og tanker, der har ligget tilbage i tiden og gjort stedet til det, som det er. Det skaber grobund for, at de kan tale om mulighederne herfra, og hvordan de sammen kan forny området.
”Vi træder ind i en samtale, der er i gang. Der er altid nogen, der har snakket om deres kvarter, når vi kommer ud. Så vi ved, at vi altid skal have en respekt for alt det, der har været sat i gang tidligere. Vi er nødt til at have en fornemmelse af, hvad vi står på, hvad er det, der har været i det her kvarter før. Det er aldrig et blankt papir. Vi har en følsomhed eller en respekt for stedet, så vi ikke bare tordner ud med alle vores gode idéer. I stedet for bruger vi den første fase – eller det første lange stykke tid – til at lytte og høre, hvad er det egentlig, der er på spil her. Vi skal lytte til mange stemmer – det er jo ikke altid, at alle er enige om, hvad der er fortællingen om det ene eller det andet eller det tredje. Så hvis man virkelig vil hele vejen rundt, så skal man give sig god tid til at lytte. Og det er det, vi er i gang med nu,” slutter Niels.
Følg med!
I foråret 2024 afholder Områdefornyelsen tre events, hvor målet er at lave en såkaldt kvarterplan sammen med borgere og lokale aktører, hvor de projekter Områdefornyelsen skal arbejde med beskrives.
Hold øje med Områdefornyelsens forskellige kanaler for mere info:
✫ Instagram.com/omf_soenderbro
Kontortider: Sundholmsvej 8, mandag-fredag klokken 9-15
Der er kun handicapadgang til stueetagen. Så hvis du ikke kan komme op på førstesalen, skal du aftale et møde med Områdefornyelsen Sønderbro, hvor I kan være på stueetagen.