Skip to main content

Jens støtter lokale økologiske grøntsagsproducenter

Oprettet d. 16. august 2023

Jeg er frivillig i Københavns Fødevarefællesskab i Amagerafdelingen, fordi jeg oprindeligt gerne ville gå uden om supermarkedet og få nogle lækre lokale økologiske grøntsager. Fødevarefællesskabet var en adgang til at kunne købe lokale, økologiske grønsager til en fair pris.

Vi kan holde en fair pris på vores grøntsagsposer, fordi vi alle sammen gør en frivillig indsats og ikke skal betale lønninger eller betale for de opgaver, der er omkring at få transporteret og distribueret grøntsagerne.

Hver onsdag kan man som medlem hente en forudbestilt grøntsagspose i åbningstiden, som er mellem klokken 16 og 19. Dagen er delt op i tre vagter: På den første vagt tager en frivillig imod grøntsager og pakker de poser, der er forudbestilt og sørger for, at de er parate, når den første butiksvagt kommer og åbner butikken og udleverer poserne. Den sene butiksvagt overtager og fortsætter, indtil butikken lukker.

Hver anden lørdag fra slut april-start maj indtil høsttiden i oktober tager vi til Birkemosegaard og hjælper producenten med at luge i hans biodynamiske marker. Mange har glæde af at se, hvor grøntsagerne kommer fra og samtidig møde en af vores producenter.

Vi har også fællesspisninger, når der er overskud til det, og de frivillige tager initiativ til at arrangere det.

Fællesskabet betyder, at jeg møder nogen, som jeg ellers ikke ville møde. I fødevarefællesskabet er der en bred vifte af forskellige personer, som jeg bor i lokalområdet med, men måske ellers ikke ville møde og lære at kende. Samarbejdet og fællesskabet gør mig glad.

Københavns Fødevarefællesskab Amager

Københavns Fødevarefællesskab Amager er en indkøbsforening, der køber lokalt producerede, økologiske grøntsager. Som medlem kan du købe ugens pose og hjælpe til tre timer om måneden som frivillig.

Mød Københavns Fødevarefællesskab Amager til Frivillig Fredag den 29. september klokken 16.00-18.00 i Maskinhallen, Sundholmsvej 28A

 

Fotos: Anders Bentzon - Typer i København

Facebookbegivenhed

Frivillig Fredag-kampagnen er udarbejdet med støtte fra Amager Vest Lokaludvalg og Amager Øst Lokaludvalg