Mennesket i Centrum: Et fællesskab
Mennesket i Centrum er en forening og et mødested for beboere i Urbanplanen, og de vandt sidste år tredjeprisen ved KAB’s uddeling af fællesskabsprisen. Foreningen har skabt et sted, hvor de støtter mennesker, der har svært – både med en snak, hjælp til at søge julehjælp og ferieophold samt indsamling og uddeling af tøj – og som gerne vil gøre Urbanplanen til et trygt sted af bo.
Tæt på Solvang Bibliotek ligger nogle lokaler, der ikke syner af meget udefra. ”Mennesket i Centrum” står der over døren. Indenfor er der altid kaffe på kanden i åbningstiderne, og hylderne i entréen, sidegangen og mødelokalet bugner af tøj, der er lagt pænt sammen og sorteret efter type. Her holder foreningen ”Mennesket i Centrum” til.
Annette, Ann-Grete og Mikala fortæller om hvad Mennesket i Centrum, der blev stiftet i 2019, laver i dag.
”Vi prøver at stable arrangementer på benene, for eksempel loppemarkeder. Vi har haft afholdt julestue, og vi holdt vores to-års fødselsdag, hvor vi gav kaffe og kage. Vi har også været i Remiseparken og dele kaffe, kage, godteposer og saft ud. Det er primært sådan noget, vi gør, og så kan folk også donere penge til os. Vi har ikke rigtig nogle midler til at kunne lave det helt store for, som vi gerne ville”, siger Annette.
Der har også haft en café med kaffe og kage, men der var desværre ikke den store tilslutning. De sidste år har også været svære, da de ikke har måttet mødes så mange og kun er få i lokalerne ad gangen.
I åbningstiderne kan mennesker kigge forbi til en snak og for eksempel søge julehjælp og ferieophold.
Tøj er en dyr post
Tøjindsamlingen under Mennesket i Centrum er sat i system, og der er en kasse uden for butikken, som folk kan lægge deres tøj i uden for åbningstiden. Mikala og Ann-Grete er på holdet, der står for at sortere tøj, og de noterer ned, hvad der kommer ind, og hvad der bliver givet ud. Ødelagt tøj kommer til tekstilaffald, og tøjtyper, der er meget af i forvejen, kommer videre til udlandet.
Ann-Grete fortæller, hvorfor hun godt kan lide tøjdelen af foreningen:
”Vi syntes, at det var mest oplagt, at vi åbnede noget med genbrugstøj, fordi der rigtig mange, der ikke har særligt mange penge, og tøj er en meget dyr post. Vi mødes for at hjælpe folk, så de måske har råd til elregningen eller forsikringer eller mad. Vi valgte at sætte os på tøj. Vi synes, det er dejligt at tale med folk, når de kommer og henter tøj. Det er vigtigt, at man har det godt og ikke har alt for slidt tøj på, for ellers passer man ikke rigtig ind, og det er værst for børnene selvfølgelig”.
Der er ikke plads til så mange ting i lokalerne, så derfor har foreningen prioriteret tøj. Men de passer også en lille byttestation, hvor der er plads til ting.
Nye medlemmer er meget velkomne.
Mennesket i Centrum vil meget gerne være en større forening og kunne udvide deres åbningstider. Alle, der er interesserede i deres aktiviteter, kan blive medlem – og man behøver ikke at bo i Urbanplanen, hverken for at være medlem, for at hente tøj eller for at besøge foreningen til en snak.
Medlemmerne vil få et lille nyhedsbrev hver tredje måned på mail. Hvis de vil have en frivilligopgave, kan de hjælpe til i butikken og snakke med de mennesker, der kigger forbi, stå for tøjet eller forskellige små arrangementer. Nye ideer er meget velkomne – men så skal man selv primus motor på dem.
De frivillige har faste vagter, men bytter indbyrdes, hvis der er brug for det. Foreningen Mennesket i Centrum 2019 beslutter de overordnede ting, mens dagligdagen i butikken bliver varetaget af dem, der er der.
Et koncept, der er brug for andre steder
Annette ser et stort potentiale i konceptet for Mennesket i Centrum og idéer om at indsamle og videreformidle tøj og ting:
”Vi kunne godt tænke os, at det blev udbredt noget mere. Fx ude i Folehaven, hvor de kunne lave en byttecafé som den, vi har, hvor de også kan komme og hente ting, som er gratis. Så behøver de ikke gå i genbrugsbutikker. Jeg ved godt, at det er billigt i genbrugsbutikker, men der er altså nogen, der ikke har ret mange penge, og som har brug for at komme og hente gratis ting.
KAB har også set potentialet i foreningens arbejde og tildelte dem tredjepladsen i deres fællesskabspris i 2021 – Annette finder stolt diplomet og en artikel fra AmagerLIV frem.
Byttecaféen flytter snart sammen med en alternativ genbrugsstation, der åbner tæt på deres nuværende lokaler – men de afventer stadig at finde ud af, hvordan det bliver.
”Jeg er meget spændt på det. Vi forestiller os, at der er en afdeling, hvor der er tøj og ting, og at der kan være mobile værksteder og en bardisk, hvor man kan få kaffe og the”, fortæller Ann-Grete.
De beholder stadig lokalerne på Urmagerstien 30 til mødelokale og kontor.