Skip to main content

CopenAid hjælper ukrainske flygtninge

Oprettet d. 12. maj 2022

CopenAid er en nystiftet nødshjælpsorganisation, der er opstået kort tid efter, krigen i Ukraine begyndte. Foreningen samler ting ind, som de fragter til Polen og Ukraine, og de har en butik i en lagerhal, hvor ukrainske flygtninge kan hente ting. Derudover skaber de netværk på tværs af ukrainere og danskere og laver forskelige aktiviteter og arrangementer. Vi har snakket med Nild Regout fra foreningen.

Allerede tidligt i krigen samlede CopenAid ting sammen, som de fragtede til Ukraine i en lastbil, og siden er det blevet til flere transporter. De har også fragtet flygtninge til Danmark. De fik lynhurtigt mobiliseret folk på Facebook og fik stablet en bestyrelse på benene og stiftet en forening. De rykkede også ind i en lagerhal, hvor de indrettede butik med gratis ting til ukrainske flygtninge. Her er det tilladt for flygtningene at hente max to poser med ting, som de har brug for. Der kommer cirka 100-200 flygtninge i butikken hver dag.

Der bliver indsamlet ting mange steder fra:

”Det er helt utroligt, hvor mange mennesker, der kommer slæbende med donationer. Jeg har i dag fået mit ottende læs af sted, fordi jeg bor i en haveforening, så jeg har kommunikeret budskabet ud i tre haveforeninger. Haveforeningsejerne afleverer ting til mig, hvis de ikke afleverer det direkte i butikken. Der er flere, som gør det på den måde”, uddyber Nild.

Når ukrainerne kommer i butikken, bliver de ofte mødt af Nild, der byder folk velkommen og laver ballondyr i indgangen. Butikken er åben på hverdage klokken 14-17 og lørdag-søndag klokken 9-12.

Skaber aktiviteter og netværk

I Akutmodtagecentret på Sundbyvestervej er der indkvarteret 120 ukrainere – både børn og voksne.

Nild arrangerer aktiviteter for de ukrainske flygtninge og tager dem med på tur:

”De ser jo kun personale – de ser ikke andre danskere – de ser hinanden, så jeg har for eksempel i starten hentet et par håndfulde og taget dem med til åbningen af Lykkebasaren – den nye nærgenbrugsplads i Urbanplanen. Der var workshops, som børnene kunne deltage i, og bagefter gik vi på legepladsen. Børnene var så lykkelige, for de har ikke sådan nogle legepladser i Ukraine”, fortæller Nild.

Derudover har CopenAid i samarbejde med Akutmodtagelsescentret Højdevang tilrettelagt et haveprojekt, skaffet materialer og et hav af planter og blomster via donationer fra lokale folk, blomsterhandler og Bixen. Flygtningene og lokale frivillige forvandlede en trist gård til et farverigt gårdmiljø, imens Kim Jezus spillede gårdmusik, og Nild tryllede ballondyr frem.

Nild er også engageret i at stable andre arrangementer på benene. For eksempel holdt CopenAid en fællesspisning i Maskinhallen for ukrainere og danskere i begyndelsen af maj. Her havde Nild skaffet tolke og en stylteoptræden. Arrangementet var gratis for ukrainere, mens danskerne betalte et symbolsk beløb til at dække udgifterne til maden til alle deltagere. Der deltog cirka 60 ukrainere og 40 danskere.

Nild laver også sedler med informationer om lokale tilbud og faciliteter, og i butikken har de en sundhedsmappe, så ukrainerne får de oplysninger, de har brug for, når de ankommer. En tolk har oversat sedlerne til ukrainsk og russisk.

Foreningen har hænderne fulde og kan både bruge frivillige til at stå i butikken, til at lave aktiviteter og arrangementer og til at skabe netværk på tværs af danskere og ukrainere. Det er også muligt at blive medlem 200 kroner årligt.

Læs mere på hjemmesiden, Facebookside og vær med i Facebookgruppen